Lørdag d. 3. oktober 2020, Kl. 09:30 til kl. 15:00

Altid allerede elsket

Hvad betyder kristendommens påstand for et menneske? At kærligheden var til først – at forud for alt andet er du set og elsket? Kan dét være en modsigelse ind i en kultur, hvor der er fokus på, at vi skal blive en bedre udgave af os selv – på ’forbedringskultur’ og på omstillingsparathed? Overskriften på dagen er også titlen på musikeren Peter Bastians bog fra 2017.

Kl. 9.30 "Altid allerede elsket" ved Grete Wigh-Poulsen

I Det nye Testamente kalder Jesus Gud for far og fortæller, at det kan vi også gøre. Med ord som ”For således elskede Gud verden…” (Joh.3,16) fortælles om Guds kærlighed til mennesker, og hvor langt den strækker sig. Han gav sin søn.  Men allerede i det det Gamle Testamente kan vi læse, at et menneske er set, før det ved af det. Grete Wigh-Poulsen tager afsæt i den gammeltestamentlige salme 139, inddrager evangelium, salmer og litteratur for at pege på, hvad det kan betyde for os, at vi kan sige om os selv, at vi altid allerede er elsket.

Grete Wigh-Poulsen er cand.theol. fra Aarhus Universitet og provst i Kolding provsti.

Fælles middagsmad kl. 11.30

Kl. 12.30 "Vor Herre selv bød ind til fest - og kyssed hver benovet gæst i kærlighedens sale" ved Povl Chr. Balslev

- sådan skriver Jens Rosendal i sin dejlige forårssang, som er en af højskolesangbogens allermest populære sange. Povl Chr. Balslev vil ved hjælp af musikeksempler og fællessange fra forskellige tidsaldre indkredse, hvordan komponister og digtere gennem tiden har ladet sig inspirere af kærligheden fra Gud. Herudover vil han tage udgangspunkt i nogle af de betragtninger, der kommer frem i portrætbogen om musikeren Peter Bastian - den bog der netop har titlen "Altid allerede elsket". 

Povl Chr. Balslev er organist og komponist og ansat ved Vor Frue kirke i Svendborg. 

Vi slutter ca. kl. 14.00.

Tilmelding senest den 28. september til kirkekontoret.

Pris: 150 kr.

Højskoledag
Pris
150 kr.