Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Prædikestolen

Kirkerum med prædikestol

Palmesøndag 10. april kl. 10 tog kirken sin nye prædikestol i brug med en festgudstjeneste, hvor begge præster medvirkede og biskop Tine Lindhardt prædikede.

Efter gudstjenesten var der reception, hvor bl.a. kunstneren Karin Lind talte.

Den nye prædikestol er skabt af kunstner Karin Lind, Græsted, efter en konkurrence, og den bryder med manges forestillinger om en traditionel prædikestol. Den er skabt med inspiration dels fra kirkens arkitektur med dens sekskantede form og dels med masser af indbygget symbolik, både teologisk og i det visuelle udtryk.

Prædikestolen har trin i den spiralformede trappe i samme bornholmske granit, som er brugt til kirkens døbefont og alter, og samme slags træ, som er brugt til kirkens interiør og orgel. 

Kunstneren

Kunstneren Karin Lind er uddannet fra Det fynske Kunstakademi i 1998. Hun har flere gange udstillet på Fyn, senest på udstillingsstedet M100. I 2015 skabte hun et permanent værk til Naturstyrelsen i Sollerup, Svanninge Bakker. Karin Linds arbejde med skulptur udformer sig gennem tegninger, fotos, objekter og arkitektoniske installationer. Hun har modtaget mange præmieringer og legater, bl.a. fra Statens Kunstfond og Niels Wessel Bagges Kunstlegat. Se https://www.karinlind.dk 

Processen med prædikestolen

I foråret 2019 besluttede menighedsrådet at få en ny prædikestol.
Vi havde nogle penge fra en arv at gøre godt med, så vi fandt nogle kompetente rådgivere, udskrev en konkurrence om det bedste forslag, og 2 kunstnere deltog.

Disse to forslag har tidligere kunnet ses som modeller i våbenhuset, og menighedsrådet besluttede sig for kunstneren Karin Linds forslag. 

Arbejdet med at færdiggøre prædikestolen har været lang og har bl.a. været afbrudt af corona, så der har været pauser i processen. Der har også været opsætning af 1:1 modeller 3 gange, så vi er sikre på, at alt er, som det skal være.