Kirkebygningen

Kirkens udseende skabte debat i 1961, og ikke alle var begejstrede. En sekskantet kirke med kæmpestort skifertag helt til jorden og en slags fritstående tårn! Med sit høje og iøjnefaldende sadeltag omgivet af et relativt lavt hvidt murværk har alligevel vist sig at være langtidsholdbar i sin form og funktion. Kirkebygningen er høj, fordi bebyggelsen i området
er relativt lavt. Og den blev hvid, fordi bygningerne omkring den er røde og gule.

Men selv i dag forekommer kirkerummet specielt: Det sekskantede kirkerum er næsten uden overgang mellem skib og kor. I virkeligheden er kirken i sig selv et udvidet kor, hvor kirkegængere straks ved indgangen kan sætte sig i alterets nærhed, fordi den er påfaldende kort og bred. Udformningen skaber indtrykket af et lille rum, der alligevel rummer mange. De skråt placerede bænkerader fremmer oplevelsen af gudstjenesten som fællesskab og samvær.

Byggestilen er præget af smag for det upolerede - nogle vil kalde det brutalisme, som var moderne i 60’erne. De betonstøbte bærende bjælker har flere steder upolerede spor af forskallingsbrædder fra støbningen.
Men rummet er venligt indbydende med sine hvide vægge og utroligt høje sidevinduer. Materialernes struktur og karakter skaber en atmosfære af behagelig ro. Døbefont og alterbord - hver især af grå bornholmsk granit i ét stykke går godt i spænd med det rustikke, næsten rå, kors af kraftige træbjælker mellem alteret og den altoverskyggende glasmosaik i
hele korets bredde, som nærmest drager den besøgende til sig.