Den næste store højtid i kirkeåret er Pinsen. Det er en højtid, der er vanskelig at forklare som mangle forbinder med ferie og sommer. Den er også en vanskelig størrelse, fordi det handler om Helligånden og ånd er jo lidt luftig. En ånd er ikke noget konkret, ikke noget man kan gribe om og holde fast, men en ånd kan give liv til det konkrete.

Ånd skal altså give liv til støvet, til det konkrete og Helligånden skal give liv til det konkrete i kirken: til ordene i Biblen, til brødet og vinen, vi får ved nadverbordet, til vandet i døbefonten og til fællesskabet blandt de mennesker, der kommer til en gudstjeneste.

Eller sagt med andre ord: 

At tro på Helligånden er: at være åben overfor fortælling og forkyndelse, at have tillid til syndernes forladelse og håb om et evigt liv og at søge at leve i et fællesskab, præget af kærlighed og omsorg.

At tro på Helligånden er, at kunne se, kunne fornemme at de konkrete ting er andet og mere end konkrete ting, at de rummer en mening, der kommer mig ved, at der bag dem er en verden, der er større end det vi umiddelbart kan se.

Når man som præst skal skrive en prædiken, så hænder det, at man sidder på sit kontor og vrider og vender sig, for man synes ikke rigtig man kommer nogen vegne. Man får godt nok fældet nogle tanker ned, men det hænger ikke sammen, og der er ingen gnist og gejst over det, så man tænker ved sig selv: ånden flyver lidt lavt i dag.

Andre gange kan en gudstjeneste opleves som et stort løft, hvor stemningen i kirkekrummet er intens, alle er med, og salmesangen klinger smukt oppe under det høje tag. Så har man en fornemmelse af, at Helligånden er tilsted og puster liv i støvet.