Alterruden

Det som i dag umiddelbart vækker den indtrædendes opmærksomhed, er den store glasmosaik, der danner altervæg. Ruden blev først taget i brug palmesøndag den 27. marts 1983. Ved kirkens indvielse nøjedes man med en foreløbig, men slet ikke så ringe løsning. Mellem trælameller var der indsat smalle ruder af klart glas, hvorigennem man kunne kigge ud på parkens træer.

Det oprindelige ønske om en glasmosaik blev imidlertid fastholdt. Mange undersøgelser og forhandlinger og kirkebesøg førte tit sidst menighedsrådet frem til kunstneren Knud Lollesgaard.

Rådet ønskede det gamle kors bibeholdt, fordi det gennem årene var blevet noget kært og karakteristisk for kirken. Ønsket hindrede ikke kunstneren i at påtage sig opgaven, men blev en del af den.

På samme tid fornyende og som en ægte del af helheden sidder ruden der i dag, som om den har været med lige fra begyndelsen. Af hensyn til lysvirkningen fik det høje smalle sydvindue indsat brunttonet glas, mens det store nordvindue ud mod gaden stadig slipper dagslyset uhindret ind.

På selvfølgelig vis er korset og den nye rude integreret i en levende og kraftfuld helhed. Når man træder ind i kirken, ser man alle kirkens linier på virkningsfuld måde samle sig om centrum midt i korset. Herfra udgår der strålebundter, der kommer den indtrædende i møde med en favnende og opløftende bevægelse. På samme sted har vi korset og opstandelseslyset for øje, både kærlighedens og livets sejr over mørkets og dødens kræfter.

På begge sider af alterbordet har vi et træ, til højre det lyse livets træ og til venstre det mørkere kundskabens træ på godt og ondt. Vejen fra mørke til lys går via påskens afgørende hændelser.

Yderst til venstre i mosaikken bag døbefonten ses en mindre sol med stråler, der danner et kors, hvis lodrette arm rammer en døbefont. Over den ses en svævende due, det traditionelle symbol på Helligånden. For den, der kan se og høre, forkyndes således, at ”Guds Ånd er kraftbeviset på dåbens gyldighed”.

Yderst til højre bag prædikestolen ses en lysende stjerne, hvis skær minder om stjernelys en frostklar nat. Tydeligt nok bar kunstneren julestjernen i tankerne. Og netop med henblik på prædikestolen tænkes der på, at som julestjernen førte de vise mænd til Barnet i Betlehem skal ordet i dag føre os til Jesus Krist. Sådan siger Grundtvig jo i en kendt julesalme: »Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans guddomsord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod.«

Knud Lollesgaards farvevalg er gennemtænkt beskedent, kun fem og deraf tre gule varianter. Men afhængig af lyset udefra, baggrund og årstider, repræsenterer de få farver mange muligheder. Alterruden er som et vældigt landskab at bevæge sig i.

Alt efter den enkeltes måde at se på kan man finde genklang af det kristne budskab, af jul, påske og pinse. Man kan også komme skriftordet ihu om »solopgangen fra det høje, der vil besøge os for at skinne for dem, som sidder i mørke og dødens skygge og lede vore fødder ind på fredens vej« .
(Lukas 1,78 - 79).