Alterruden

Det som i dag umiddelbart vækker den indtrædendes opmærksomhed, er den store glasmosaik, der danner altervæg. Ruden blev først taget i brug palmesøndag den 27. marts 1983. Ved kirkens indvielse nøjedes man med en foreløbig, men slet ikke så ringe løsning. Mellem trælameller var der indsat smalle ruder af klart glas, hvorigennem man kunne kigge ud på parkens træer.

Det oprindelige ønske om en glasmosaik blev imidlertid fastholdt. Mange undersøgelser og forhandlinger og kirkebesøg førte tit sidst menighedsrådet frem til kunstneren Knud Lollesgaard.

Rådet ønskede det gamle kors bibeholdt, fordi det gennem årene var blevet noget kært og karakteristisk for kirken. Ønsket hindrede ikke kunstneren i at påtage sig opgaven, men blev en del af den.

På samme tid fornyende og som en ægte del af helheden sidder ruden der i dag, som om den har været med lige fra begyndelsen. Af hensyn til lysvirkningen fik det høje smalle sydvindue indsat brunttonet glas, mens det store nordvindue ud mod gaden stadig slipper dagslyset uhindret ind.

På selvfølgelig vis er korset og den nye rude integreret i en levende og kraftfuld helhed. Når man træder ind i kirken, ser man alle kirkens linier på virkningsfuld måde samle sig om centrum midt i korset. Herfra udgår der strålebundter, der kommer den indtrædende i møde mad en favnende og opløftende bevægelse. På samme sted har vi korset og opstandelseslyset for øje, både kærlighedens og livets sejr over mørkets og dødens kræfter.

På begge sider af alterbordet har vi et træ, til højre det lyse livets træ og til venstre det mørkere kundskabens træ på godt og ondt. Vejen fra mørke til lys går via påskens afgørende hændelser.

Yderst til venstre i mosaikken bag døbefonten ses en mindre sol mad stråler, der danner et kors, hvis lodrette arm rammer en døbefont. Over den ses en svævende due, det traditionelle symbol på Helligånden. For den, der kan se og høre, forkyndes således, at ”Guds Ånd er kraftbeviset på dåbens gyldighed”.

Yderst til højre bag prædikestolen ses en lysende stjerne, hvis skær minder om stjernelys en frostklar nat. Tydeligt nok bar kunstneren julestjernen i tankerne. Og netop med henblik på prædikestolen tænkes der på, at som julestjernen førte de vise mænd til Barnet i Betlehem skal ordet i dag føre os til Jesus Krist. Sådan siger Grundtvig jo i en kendt julesalme: »Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans guddomsord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod.«

Knud Lollesgaards farvevalg er gennemtænkt beskedent, kun fem og deraf tre gule varianter. Men afhængig af lyset udefra, baggrund og årstider, repræsenterer de få farver mange muligheder. Alterruden er som et vældigt landskab at bevæge sig i.

Alt efter den enkeltes måde at se på kan man finde genklang af det kristne budskab, af jul, påske og pinse. Man kan også komme skriftordet ihu om »solopgangen fra det høje, der vil besøge os for at skinne for dem, som sidder i mørke og dødens skygge og lede vore fødder ind på fredens vej« .
(Lukas 1,78 - 79).

 

Skulptur 87

Kunstner Hein Heinsen skriver om skulpturen, der står på plænen foran kirken:

Niche, sammenstyrtning og transformator: Skulpturen er begyndt helt uden nogen indre akse eller kerne. Mange statuer og klassiske skulpturer starter med en akse i midten. Mange moderne gør det samme. Man kan tænke på Astrid Noack eller Robert Jakobsen.

Skulptur 87 er skabt af formede overflader i gips, som er formet færdigt hver for sig. Derefter er de samlet med gips. 87 er året, hvor Skulpturen er skabt, begynder med en niche, en hulning, som svarer til min størrelse. Figuren begynder altså med et fravær: ”han er gået”. Nu kan enhver komme til. Det er den rolige side ud mod Østerbæksvej.

Går man nu højre om, ser man former, som ligner moderne former. Går man venstre om, ser man former, der ligner historiske former, barok og rokoko. Og modsat nichen bryder det hele sammen i krystaller, som ligner sammenbruddet i isen i den tyske maler Casper David Friedrichs billede ’Das Eismeer’, “Ishavet”. Ud fra den stillestående niche dannes de mange overflader, som sammen skaber en dynamisk blok, der ikke kan falde til ro. Sådan er det også med kirkens budskab. Ud fra påskemorgens tomme grav skabes treenigheden, kristendommens dynamiske gudsbillede.

 

Kirkens orgel

Kirkens orgel er bygget i 2003 af firmaet Jensen & Thomsen ApS, som er et datterselskab af firmaet Th. Frobenius & Sønner. 

Orglet er tegnet af arkitekt, M.A.A. Alan Havsteen-Mikkelsen og er blandt hans sidste arkitektopgaver, idet han uventet døde i december 2002. Den imponerende facade er ca. 11,7 m høj og ca. 5,5 m bred. Vægten af instrumentet andrager ca. 8 tons. Facadepiberne er alle bygget af tin, og den største er godt 6 m lang og vejer ca. 90 kg. Orglet rummer 1739 piber i alt, den mindste er – fraregnet pibefoden – ca. 6 mm lang.

Mensureringen (dvs. størrelsesberegningen) af piberne er foretaget af intonatør Jakob Heinesen, mens selve intonationen er foretaget af intonatør Erik Hult.

Orglet har 25 klingende stemmer og er disponeret således:
 
Hovedværk                                            
(I. manual, C-c’’’’)                          
 
1. Bordun 16’                                              
2. Principal 8’                                               
3. Flûte harmonique 8’             
4. Salicional 8’                                       
5. Oktav 4’                                                    
6. Blokfløjte 4’                                                                   
7. Quint 2 2/3’                                               
8. Oktav 2’                                                                                                                                                  
9. Terts 1 3/5’                                                                                                 
10. Mixtur IV                                                                              
11. Trompet 8’                                                                                          
12. Vox humana 8’                                                                                     
II – I                                        
Tremulant                                                                                                                    
 
Svelleværk
(II. manual, C-c’’’’)
 
1. Rørfløjte 8’
2. Gamba  8’
3. Vox coelestis 8’ (fra co)
4. Traversfløjte 4’
5. Fugara 4’
6. Nasat 2 2/3’
7. Nathorn 2’
8. Ekkomixtur III
9. Bassethorn 16’
10. Corno 8’
11. Obo 8’
Tremulant 
 
Pedal
(C-g’)
 
1. Principal 16’
2. Subbas 16’ (transm. af HV Bord. 16’)
3. Oktavbas 8’ (transm. af HV Princ. 8’)
4. Basfløjte 8’ (transm. af HV Fl. harm. 8’)
5. Koralbas 4’ (transm. af HV Okt. 4’)
6. Fagot 16’ 
7. Basun 8’ (transm. af HV Tromp. 8’)
I – P
II – P 
II 4’ – P
 
Mekanisk traktur & registratur, mekaniske koblinger. 
Setzersystem: 7 x 256 kombinationer (system Langvad) + 4 separate kombinationer. 
Alle åbne 16’- og 8’-registre er ført ned til C – uden anvendelse af fællesbas eller dækkede piber. 
Facaden udgøres af piber fra (udsnit af) Principal 16’, Principal 8’ og Salicional 8’. 
Bassethorn 16’ har dulcianfacon og klinger som en blød fransk Cromorne. 
Fagot 16’ har fuld bægerlængde på samtlige toner. 
Vox humana 8’ har 1/4 afstemt længde C-g’’ og 1/2 afstemt længde på de øvrige. Den har cylindriske lydbægre ovenpå en kort tragtformet fod. I overgangen mellem tragt og cylinder er der anbragt en plade med et hul i midten.
 
 
HV, Mixtur IV                                                                                                         
C – Gis       11/3’ +  1’     +  2/3’                                                                   
A – fo           2’   +  11/3’ +  1’     +  2/3’                                          
fiso – a’       22/3’ +  2’     +  11/3’ +  1’                                        
ais’ – fis’’     4’    +  22/3’ +  2’     +  11/3’                                        
g’’ – dis’’’    8’    +  4’     +  22/3’ +  2’                                        
e’’’ – c’’’’    8’    +  51/3’ +  4’     +  22/3’
 
SV, Mixtur III
C – H           11/3’ +  1’
co – ho           2’  +  11/3’ +  1’
c’ – h’          22/3’ +  2’  +  11/3’
c’’ – c’’’        4’  +  22/3’ +  2’
cis’’’– c’’’’    8’  +   4’  +  22/3’


Tanker bag orglet i korte træk
Orglet er først og fremmest disponeret med henblik på liturgisk brug under skyldig hensyntagen til det forholdsvis lille kirkerum med en lidt hård efterklang i diskantområdet. De mange grundstemmer og rørstemmer i 16’- og 8’-lejet bidrager til, at orglet også vil kunne spille kirken op, når den er fuld. Klangligt er orglet som udgangspunkt tænkt som en krydsning mellem dansk senklassik og engelsk orgelromantik.

Det usædvanligt store klaviaturomfang kan ved oktavforlægning tjene til at øge orglets klangpalet til stor glæde for især barokmusik, men gør naturligvis også, at man ikke pålægges begrænsninger i sin musikudvælgelse mht. klaviaturomfang. 

Svævestemmen benævnes lidt anderledes Vox coelestis 8’, da den er videre mensureret, for at den også skal kunne ”gå” med andre registre end strygestemmerne.

De forholdsvis dybe mixturer skal gavne klangsammensmeltningen i diskanten – navnlig når der skal tages hensyn til akustikken! – og er tænkt til at give en (forhåbentlig) rimelig imitation af de 4’-rørstemmer, rummet næppe vil kunne bære. 

De mange pedaltransmissioner fra HV var nødvendige af pladshensyn. At Subbassen er endt som transmissionsstemme (og dermed lidt svagere end normalt), kan dog bruges med fordel, når der skal spilles svagt med lukkede døre i svelleværket.

Spillebordet har et pedalklaviatur, som kan højdereguleres i 2 niveauer, nodestolen kan stilles i 5 forskellige højder og registrene er anbragt i skråtstillede terrasser ud for de respektive manualer. 
 
Dette orgel er i sin grundfilosofi væsentligt anderledes end mange andre orgler på Fyn.