Et nærliggende spørgsmål er, hvorfor vi overhovedet holdet gudstjeneste? 
Svaret ligger i skabelsesberetningen i begyndelsen af biblen, hvor der står, at Gud efter at have skabt verden på 6 dage hvilede på den 7. dag: 
Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte." (1. Mosebog kap. 2 v3)

Gud fremhævede én dag for de andre dage, en dag til hvile, en hellig dag, som skal tjene som det sted hvor skabning og skaber kan mødes. På den dag skal mennesket vende ryggen til den verden, Gud har skabt og giver det, for at vende mod Gud, så det ikke glemmer hvorfra det hele – inklusiv det selv – kom.

Helligdagen er derfor den dag der kaster lys over de andre dage, fordi vi ser der, at verden og vi ikke er tilfældige og meningsløse eksistenser, men villet, skabte og opretholdt af Gud. I den forstand er gudstjenesten på helligdagen skabningens, menneskets svar på Guds skabelse engang og på hans fortsatte skabelse i verden. 

En gammel og svagelig kone blev engang efter gudstjeneste spurgt, om hun kunne huske, hvad der var blevet sunget og læst og hvad prædiken handlede om, hvortil hun svarede ”Nej det ka’ a  æt, men a trower det er gown lutrende gjennem mi sind.” 

Det er et stærkt udtryk for hvad der er gudstjenestens vigtigste sigte og opgave. Man kan beskrive og isolere gudstjenestens enkelte dele, beskrive deres funktion og historie, men det er når delene virker sammen, at gudstjenesten bliver mere end de enkelte dele lagt sammen. Den bliver lutrende.

Fra En lille bog om kristendommen af Niels Henrik Arendt og Agnete Brink